TRÆT AF KÆLLINGER

Idag, er jeg fantastisk træt af kællinger!!! Alle er vel ikke ens, men hold da kæft hvor er der dage, hvor jeg er træt af min kone. Idag er en dem.

Min kone, var lidt træt her til morgen. Hun har arbejdet nu i 14 dage og stået op hver dag for at åbne kontoret. "Jeg er så træt", sagde hun, "nu har jeg arbejdet 14 dage i træk. Jeg kan ikke blive ved." Det skal lige sige at hun inden vi åbnede kontoret igen, har holdt 2 måneders ferie.
"ok", sagde jeg til hende, "bliv du bare hjemme og kom over på kontoret senere, for at jeg kan nå at gå i bad inden jeg skal åbne restauranten".

Jeg sidder nu på kontoret og skal bagefter over på restauranten og gøre klar til en gruppe, vi har senere.
Kontoret er vores og der er sgu ingen, der giver os en fast løn. Hvis ikke der bliver solgt noget, tja så er der ikke noget i lønningsposen. Det tænker hun ikke på. Hun var så ivrig efter at få åbnet kontoret igen, efter 2 måneders ombygning (de 2 måneder hun holdt fri), men nu er det iih, ååhh så hårdt. 14 dages arbejde og hun er knækket den stakkel!! Jeg er sgu også træt, og jeg tænker da også på om det er det hele værd, men for pokker,...mens vi har åbent og ikke har valgt at lukke, så må vi da prøve at få det bedste ud af det. Regningerne skal betales uanset om hun gider at arbejde eller ikke. Og hvor skal de komme fra hvis vi bare lægger os derhjemme og ser fjernsyn??

Nå, men grunden til at skrive nu kommer på baggrund af en telefonsamtale med min kone, eller rettere flere, for vel ca 10 minutter siden. Historien er lang, men jeg vil prøve at skære den lidt ned.

Inés (min kone), far forlod hendes mor for mange mange år siden pga af en anden kvinde. Han efterlod Carmen (min svigermor), med 8 børn. Ja du læste ikke forkert. Hun har otte børn. En enlig kvinde med et arbejde på daværende tidspunkt på en fiskefabrik på Lanzarote, gik dermed en meget hård fremtid i møde. Opdrage og forsørge 8 børn alene. Hun har gjort det fantastisk godt. I hele mit liv tror jeg ikke jeg har mødt en stærkere kvinde. Jeg har utrolig stor respekt for hende og alt det hun har kæmpet for sine børn. Hvorom alting er så har børnene aldrig kunnet tilgive deres far og har heller ikke set ham i de sidste ca. 30 år.

For knap 3 uger siden fandt vi så ud af at hendes far Nassario, boede her på Tenerife i en by, der hedder El Sobradillo, oppe nord på og at hans kone var død. Han var med andre ord alene og næsten 70 år gammel, uden nogen til at tage sig af ham.

Carmen har siden han forlod hende, ikke haft andre mænd og elsker ham vel stadig lidt. Det er trods alt børnenes far. Med det hjerte af guld hun har, vil hun så gerne have Nassario over til hende på Lanzarote, så hun kan tage sig af ham. Hun er dog bange for hvad børnene vil sige. Han forlod dem jo til en noget hård tilværelse.

Ines er lidt i tvivl om hun skal lede efter sin far eller ikke. Jeg opmuntrede hende til at gøre det, fordi jeg kunne se hun gerne ville se sin far igen. Hun var dog meget i tvivl, hvorefter jeg siger til hende, at jeg da kan køre hende til El Sobradillo og hjælpe med at lede efter ham. Jeg skal bare være tilbage inden klokken 18.00 for da åbner jeg restauranten.

Vi starter bilen op henad 11.00 tiden og kører til Sobradillo, kun med information om at han bor i denne by, bygningen er grøn (hvilket senere vil vise sig at være forkert. Den er gul/orange), han bor tæt ved kirkegården (det viser sig at der er 3 i området omkring Sobradillo) og at husnummeret er 36 (hvilket naturligvis også vil vise sig at være forkert. Det er nummer 93).

Med disse informatione kører vi afsted. Det tager ca 1 time at komme derop og jeg troede faktisk det var en lille by, men på størrelsen at dømme, bor der vel en ca. 25.000 mennesker. Vi kører og kører, leder og leder, men finder naturligvis ikke en grøn bygning med nummer 36. Tilsidst er jeg lettere træt og klokken er ved at nærme sig de 17.00 og jeg ved at jeg skal åbne restauranten om en time ,-den tid det ca tager at komme ned igen. Vi stopper i en bar og får en hurtig kop kaffe og en sandwich, hvorefter vi går ud til bilen uden at være blevet klogere eller er kommet tættere på at finde hendes far.

Jeg kan godt se at hun er sur når går på vej ud mod bilen og spørger hvorfor. Hun siger "Du er jo ikke interesseret i at finde min far!" Jeg har lige kørt rundt som en tosse i fem timer og ledt efter en grøn bygning med nummer 36 for at netop finde hendes far og føler mig faktisk lidt stødt og spørger "hvordan kan du sige det. Jeg har kørt herop med dig for at lede efter ham, velvidende at jeg har rygendes travlt for at komme ned og åbne restauranten". "hvis du havde været interesseret", sigen hun, "så havde du spurgt i baren om der var nogle der kendte ham".

Jeg er rystet! Omkring 25.000 indbyggere og jeg skulle have spurgt efter Nassario! Det var ikke engang faldet mig ind. Og hvorfor f..... gjorde hun det ikke selv?? Det var jo åbenlyst hun havde tænkt på det. Jeg skulle skynde mig som ind i pokker for overhovedet at kunne nå ned og åbne restauranten kl. 18.00 efter at have brugt hele dagen på at finde ham. Stresset som ind i pokker og nu skulle jeg også føle mig skyldig for ikke at have spurgt efter ham i en tilfældig bar i byen. Føj for pokker, hvor var det en urimelig bemærkning!!

Nogle dage efter skal Ines hente en af ungerne i den nordlige lufthavn. På vejen dertil ligger EL Sobradillo. Nu har hun fået navnet på den bar, hvor han tit sidder og får et glas vin. Hun kører forbi og er heldig. Han sidder i baren. Efter 30 år præsenterer hun sig og han begynder naturligvis at græde. Han er hutlet og ikke særlig velsoigneret og hun tilbyder ham naturligvis at komme med ned til os (det havde vi snakket om). Vi har plads nok og han kan være hos os.

Jeg møder ham efter at have lukket restauranten. Og han ser faktisk lidt slidt ud. Vi drikker et par glas vin og snakker lidt, men er begge trætte og går hurtigt i seng.

Dagen efter går vi ned til byen og køber noget nyt tøj til ham og et par ordentlige sko. Om aftenen kommer de ned på restauranten og får lidt at spise. Han bliver første gang nogle dage og kommer naturligvis om aftenen på kroen.

Den dag han skulle køres hjem igen, skulle de ske en mandag. Mandag hr jeg altid en stor gruppe i restauranten og skal nå at dække op for mellem 40-65 personer. Jeg spørger om hun selv kan køre ham derop for jeg har lidt travlt. Hun vil så helst have at jeg kører med. Selvom om jeg godt ved at det er så godt som umuligt at nå det, giver jeg som altid efter og starter bilen op. Jeg siger til Ines, at jeg simpelthen skal være hjemme igen senest klokken 16.00 for at kunne nå det.

Vi har købt lidt mad og vin til ham, som skal med derop. Han har ingen penge.

Når vi så kommer frem til lejligheden, lugter der rent ud sagt ad helvede til. Det viser sig at hans søn, som han har med den anden kvinde, er narkoman, og har en hund i køkkenet, som han aldrig passer eller går ture med.

Vi åbner døren ud til køkkenet og der står en Pitt Bull bundet med reb til køkkenvinduet. Omgivet af sit eget lort og urin, står den stakkels hun bundet fast i køkkenet. Det er over en uge siden nogen har været der. Den har ingen mad fået og ser virkelig skidt ud. Stanken er forfærdelig!

Pludselig står den sultne Pitt Bull ved mine ben. Jeg bliver sgu forskrækket og kigger over på rebet, som den var bundet med og kan nu se at den har gnavet det over. Hurtigt tager jeg Alexander, min 4 årige søn, op på skuldrene. Jeg er ikke helt sikker på hvordan en Pitt Bull, der står i sit eget lort og har været uden mad i en uge vil reagere.

Vi er nød til at rydde op. Ingen kan bo omgivet af lort og urin. Vi bruger vel ca. 1 1/2 time på at samle både tørrede og friske lorte op. Jeg er flere gange ved at brække mig pga lugten. Efter en hel flaske klorin og meget affald båret væk, er lejligheden igen beboelig og lugter endda rimeligt.

Nu er klokken over 16.00 og vi er stadig i El Sobradillo. Jeg skal nå at dække op til lidt over 40 personer i restauranten inden klokken 18.00 og det tager en time at komme frem til syd. Jeg skynder mig alt, hvad jeg kan. 150 på motorvejen.

Da vi kommer frem er Ines utrolig flink til at hjælpe med opdækningen og vi når det inden klokken 18.00. En smule stresset for det er alt sammen på et hængende hår.

Nu når vi så frem til idag. Idag hvor min kone var iiihhh så træ og simpelthen ikke kunne arbejde.

Telefonen ringer og det er Ines. Jeg har på daværende tidspunkt en kunde, som vil købe 13 billetter til Loro Parque og kan ikke snakke. Jeg kan høre på hende at det genere hende, men hun ringer af. Da han går ringer jeg op igen og hun fortæller at hun har snakket med sin far og at han græd da hun ringede. Hun fortæller videre og pludselig blæser det kraftigt op og samtlige skilte, jeg har udenfor vælter og blæser over mod de parkerede biler. Jeg er nød til at ringe af og siger til hende at jeg er nød til at løbe hurtigt for alting vælter og at jeg ringer hurtigt igen.

Efter jeg har samlet det hele op, ringer jeg hjem. Nu vil hun ikke snakke for hun er sur. Tilsidst tager hun alligevel telefonen og skælder mig ud for at jeg ikke har tid til hende. Jeg kunne jo bare lade kunderne være og lade alting blæse, det er hende der skal bruge opmærksomhed. Efter hun er færdig med at svine mig til, spørger jeg efter hendes samtale med hendes far og om hun evt vil hente ham så han kan være hos os nogle dage.

Hun svarer:"Du er jo ligeglad, du interesserer dig jo ikke for min far, du er ligeglad med ham. Har du måske spurgt efter ham hele ugen???"

Hvad f.... skal jeg så stille op. Jeg er dæleme skuffet, sur og træt af brok og beskyldninger. Uanset hvad jeg gør og hvor meget jeg prøver at hjælpe, så er det forkert eller også er det ikke nok. Idag er jeg vanvittig træt af min kone. Dette er ikke den eneste dag og titi undrer jeg over, om det kun er for børnene jeg bliver. Jeg elsker min kone, men nogle gange tror jeg ikke det er nok. Hun er utrolig svær at leve sammen med og ser meget negativt på alting. Da jeg mødte hende var hun jordens dejligste pige og mere positiv end de fleste. Hun har gjort utrolig meget for mig. Det kan slet ikke beskrives, alt det hun har gjort for mig og hun har oven i købet givet mig det bedste i verden ,-min søn Alexander. Jeg ved ikke mere hvad jeg vil. Det eneste jeg er sikker på, er at jeg altid vil være sammen med min søn. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden den knægt.

Puha det var dejligt at slippe af med det hele. Nu vil jeg arbejde videre. Hygge.